Min graviditet

Det er lidt sent at jeg har oprettet denne blog, da jeg i dag er i uge 31+0.

Det var den 27 november 2015 - en lille måned efter min kæreste og jeg flyttede sammen, at jeg fandt ud af at jeg var blevet gravid. Men jeg turde ikke stole på graviditetstesten da den ugen forinden var klar negativ.
Jeg fandt den gamle frem og lagde mærke til at den var meget svag positiv. Selvfølgelig kørte der en masse tanker rundt i mit hoved, men der var altså ingen tvivl om at vi skulle beholde dette barn. På trods at det slet ikke var et planlagt barn, så var og er jeg altså i mod abort.

Men jeg turde stadig ikke stole på at jeg var gravid, selv om jeg nu stod med 2 positive teste. Jeg tog en mere - og den var mere tydelig positiv, men grunden til jeg ikke turde stole på det, var at lægen havde fortalt os at chancen for vi kunne blive gravide sammen var meget lille.
Jeg fik kæresten til at køre efter en enkelt test, og af andet mærke - for kunne jo være der var noget galt med mærket af de positive teste.
Men den test viste også positiv, og så måtte jeg bare indse at jeg var gravid. 

Der gik længe før jeg kunne komme til lægen, og jeg gik og frygtede hvordan folk vil tage det, at jeg var blevet gravid. Det måtte ud - for jeg kunne ikke vente med at fortælle folk det, for det gik mig meget på at jeg gik og var så bange for folks reaktioner.
Vi valgte at fortælle min mor og stedfar det først, og det var nok dem jeg var allermest nervøs for, for jeg begyndte at græde, men de holdte om mig og fortalte at det nok skulle gå. Selvfølgelig var de nervøse for fremtiden, når vi nu ingen uddannelse havde. Jeg forsikrede dem om - at selv om jeg venter baby L, så forhindrer det mig ikke i at få en uddannelse mens. 

De næste var min kærestes familie, og min kæreste har en søster som fik første barn som 18 årig, så dem var jeg overhovedet ikke nervøs for - det ligger til deres familie at være unge forældre.

Min far fik det af vide og han spurgte om det ikke var for tidligt at blive forældre, jo, jeg kunne godt sige at det var det. Desværre fortalte min far min søster det, inden jeg selv nåede det og det er min søster dybt skuffet over, at hun var en af sidste. Men det er svært at fortælle dem alle det, når jeg er nede i sønderjylland, og de er oppe i det midt-vestjyske. Jeg fik fortalt min mormor det - og jeg husker stadig det smil på hendes læber da hun fik af vide at hun skulle til at være "oldemor". 

Folk har taget det lidt forskelligt, men jeg er slet slet ikke i tvivl om at baby L bliver elsket af mange, og mange vil ham det bedste ud over hans forældre. Min mor bliver mormor for første gang, og min mormor bliver olde for første gang.

Min graviditet har været utrolig nem. Jeg har ikke haft problemer med morgenkvalme, bækkenløsning eller have trang til en masse usundt. Jeg har døjet med at være meget træt i starten, som udviklede sig til at jeg nemt blev svimmel / utilpas, men at jeg også begyndte at få ondt i lænden.
Men der var ingen tegn på bækkenløsning, men jeg skulle bare tage den med ro og få trænet min ryg. Og at jeg selvfølgelig ikke skulle bære på for mange børn henne i vuggestuen. 

Samme dag som min læge tjekkede mig for bækkenløsning, var også den dag hvor jeg sent aften måtte en tur på fødegangen. Uge 24 begyndte jeg at få stikkende fornemmelse i begge mine ben efter jeg havde været en tur på toilettet, jeg lagde mig på sofaen og de forsvandt langsomt mens min kæreste nussede mig på benene.
På sofaen lå jeg i cirka halvanden time, så tv og bare slappede af da en smerte i min højre side af maven begyndte at snige sig frem, langsomt op til en voldsom smerte og som ligeså langsomt gik væk igen. Dette fortsatte altså i 30-40 minutter, og jeg er sikker på at det havde været nogle plukveer / begyndende veer.
Fødegangen blev ringet op - og de vil gerne have at jeg kom med det samme, for jeg måtte ikke have ondt på den måde - endnu. Bettemanden var aktiv og havde det godt i maven, så de mente at jeg havde haft en for stresset dag, og at jeg skulle tage den med ro. 

Jeg blev også sat ned i tid i vuggenstuen efter den tur på fødegangen. Og det hele begyndte at gå bedre - troede jeg.
Nu gør det konstant ondt i mit ene ben, og det er så svært at beskrive hvordan smerten føles og hvor den egentlig sidder. Men den går fra hoften og ned til knæet - og nogengange helt ned til foden.. Lægerne mener at jeg "bare" skal slappe af, ikke gå eller stå for meget. Og slet ikke løfte for meget. Min graviditet har været dejlig og nem - indtil nu.. 

Jeg vil gerne have de sidste 9 uger overstået plus, minus 14 dage. Jeg vil snart gerne møde vores søn, jeg vil snart gerne kunne mysse på ham og få min krop for mig selv igen. Holde ham tæt, give ham massere af kærlighed og god opdragelse.
Jeg glæder mig til alt hvad der venter os - både det gode, og det mindre gode.